Sausalito

Sausalito er en hyggelig by ved San Francisco-bugten, som man kan sejle til fra San Francisco.

Der er færger fra Ferry Building eller Fisherman’s Wharf til Sausalito, og man kan også køre dertil ved at tage en tur over Golden Gate Bridge. Byen er et fredeligt sted med en skøn natur, parker, gallerier, butikker og dejlige spisesteder.

Der boede oprindeligt Miwok-/Huimen-indianere på det sted, hvor Sausalito ligger i dag. Europæerne kom hertil i 1775, men spanierne valgte at etablere sig syd for Golden Gate i stedet for i Sausalito, hvis udvikling først startede i første halvdel af 1800-tallet.

William Richardson etablerede farmen Rancho Saucelito, og der voksede blandt andet en del fiskeri frem, men der var ingen egentlig by før omkring 1870. Beliggenheden var tæt på San Francisco, men turen over land gik hele vejen rundt om San Francisco Bay.

I 1870 åbnede byens posthus, og senere i samme årti anlagde North Pacific Coast Railroad en jernbane hertil fra nord, og Sausalito fik med banen også en fast færgeforbindelse til San Francisco. Byens nuværende stavemåde blev vedtaget i 1887, og i 1893 blev Sausalito officielt en by.

Trafikken over Golden Gate voksede, og fra 1926 blev Sausalito forbundet med Hyde Street Pier i San Francisco med en bilfærgeforbindelse. Færgen fungerede som en del af Highway 101, og Sausalito blev med bilfærger og stadigt flere tog et af områdets trafikknudepunkter.

Trafikken stoppede hurtigt med åbningen af Golden Gate Bridge i 1937. Biltrafikken blev med broen ledt uden om byen, og bilfærger og passagertog lukkede i 1941. Passagerfærgerne fortsatte, og de sejler stadig.

I dag er Sausalito er populært udflugtsmål fra San Francisco. Man kan blandt andet opleve et hyggeligt havnemiljø med marina og en del husbåde, som Sausalito er kendt for. Der er også en del parker i byen, og umiddelbart uden for bygrænsen er der adgang til Golden Gate National Recreation Area.

Adresse: Sausalito, 8 km NV
Web: http://ci.sausalito.ca.us
Geo: Vis vej

2019-01-04T17:22:46+00:00

Leave A Comment