Fort Point

Helt mod nord i Presidio National Park ligger Fort Point ud til Golden Gate.

Fort Point ligger dramatisk umiddelbart under brofæstet for Golden Gate Bridge. Det er stedet, hvor Spanien som kolonimagt anlagde fortet Castillo de San Joaquin i 1794. Fortet skulle forsvare bosættelsen, der var blevet anlagt i 1776.

I 1821 opnåede Mexico uafhængighed fra Spanien, og maxicanerne fik kontrol over Californien. De brugte Castillo de San Joaquin til 1835, hvorefter bygningen forfaldt. Det næste og nuværende fort på stedet opførte USA fra 1853 som en del af søforsvaret af den strategisk vigtige San Francisco Bay; andre dele heraf var Alcatraz Island og Fort Mason.

Militæringeniører stod for anlægget, som blev bygget tæt på vandoverfladen i strædet Golden Gate. Klippen blev sprængt fra en højde på 27 meter til godt 4 meter, og derved kunne kanonkugler mere effektivt ramme eventuelt indtrængende skibe i vandlinjen. Fortet er et af de godt 40 anlæg, som hæren opførte efter beslutning i år 1816 om at styrke kystforsvaret langs USA’s kyster. Fortet tilhører konstruktionsmæssigt det såkaldte Third System og er det eneste af denne slags på vestkysten.

I dag står Fort Point bevaret som et smukt eksempel på 1800-tallets militærarkitektur. Det er indrettet som museum, hvor man kan fortets historie og indretning. Beliggenheden ved Golden Gate gør også Fort Point til en særlig oplevelse.

Adresse: Marine Drive
Web: https://www.nps.gov/fopo/index.htm
Geo: Vis vej

2019-01-04T17:28:01+00:00

Leave A Comment